Foredrag om Kina og pandadiplomatiet
Pandaerne kommer-
kinas pelsede diplomater
Under stor ståhej landede to pandabjørne april 2019 i København og flyttede ind i Københavns Zoologiske have. Ankomsten af Mao Sun og Xing Er var resultatet af et årelangt diplomatisk arbejde, der handlede om at besegle det gode forhold mellem Danmark og Kina. Dermed blev vi det 19. land i verden, der blev indlemmet i det såkaldte pandadiplomati, hvor de søde sort/hvide bjørne bruges til at skabe et bedre image for det kinesiske et-parti-styre.
Det er måske ikke gået helt som kineserne havde håbet på, for siden da er Kina faktisk kommet i strid modvind i de fleste vestlige lande, herunder også Danmark på grund af styrets krænkelser af menneskerettigheder – både når det gælder demokratiforkæmpere i Hong Kong og undertrykkelse af den muslimske befolkning i Xinjiang provinsen i det vestlige Kina.Men hvad så med pandaerne? Skal de sendes retur til Kina, fordi vi nu ikke længere er helt så gode venner med kineserne, som vi har været. Næppe – for pandaerne er på en 15 års udlånskontrakt, så de bliver i København, hvor de i øvrigt også er blevet en stor attraktion, sådan som Zoo havde satset på.
Hele historien om pandaerne blev i 2019 rullet ud i DRs dokumentar, Pandaerne kommer – diplomater i pels. Fra sin base i Kina har Pia Elers som medtilrettelægger af programmet gennem fem år fulgt hele forløbet – lige fra 2014 hvor dronning Margrethe på Danmarks vegne anmodede præsident Xi Jinping om at få tildelt to pandaer, og til de blev afsendt fra Chengdu Panda Center. Undervejs fulgte hun også med, når dyrepassere fra Københavns Zoo kom til Kina og blev oplært af deres kinesiske kolleger i, hvordan man passer bedst på pandaerne og får dem til at yngle.
Glæd jer til et foredrag, der både handler om hele det politiske spil omkring pandadiplomatiet og ligeledes historien om dette fascinerende dyr, der er blevet et værdifuldt og elsket ikon – ikke blot i Kina, men også i resten af verden.
Foredraget vil vare en lille times tid, hvor jeg også gerne fortæller om det land, jeg har boet i de sidste 12 år. Kina kan virke både fascinerende og skræmmende, men frem for alt er landets udvikling og kinesernes gå-på-mod vildt imponerende.
Så alt efter jeres ønske kan jeg skrue op for Kina-fortællingerne og ned for pandaerne – eller omvendt. Det bliver i hvert fald ikke kedeligt.